Hummerdage 18. og 19. juni 2016 på Køge Marina!

HUMMER-dage i Køge / 18. - 19. juni – hver dag fra 10.00 til 17.00

Historiske maritime håndværk og fortællinger fra 1600-tallet

Sted: Køge Marina, Bådehavnen 1 – gratis adgang

Årets tema: ”KUGLER, KANONER og KRUDT”

 

 

 

Foreningen HUMMEREN i Køge arbejder med planer om at bygge en rekonstruktion i fuld størrelse af HUMMEREN, som var en af Christian 4’s fregatter, der blev søsat i 1624. Lørdag 18. og søndag 19. juni afholdes HUMMER-dage på Køge Marina. Her vil de frivillige fra foreningen Orlogsskibet HUMMERENs Venner, med støtte fra Køge Kommunes Kulturpulje og i samarbejde med professionelle håndværkere, vise og levendegøre de traditionelle håndværk, som ligger til grund for en kommende rekonstruktion af orlogsskibet HUMMEREN.

Et skibsværft fra 1600-tallet

Under HUMMER-dagene vil publikum kunne se og opleve stemningen på et skibsværft fra 1600-tallet. Smede, skibstømrere, rebslagere, billedskærer, snedkere, kulsviere, farverske er i fuld gang de to dage HUMMER-dagene varer.

Udstilling og fortællinger

I det historiske telt vil man kunne få fortælling om den tid, hvor HUMMEREN blev bygget. Man vil også kunne se originale arkæologiske skibsdele fra 1600-tallet, en halvmodel af HUMMEREN og skibets originale byggetegning (som er verden ældste), samt byggekontrakten, der blev indgået med Christian 4.

Køge Maritime Modelbyggerlaug fremviser en stor og flot model af fregatten FIDES, der var et skib af samme størrelse som HUMMEREN.

Kugler, kanoner og krudt

I år er tema lagt på at give en forsmag på hvordan man i fortiden har skudt med HUMMERENs kanoner. Køges nye forening: ”Kanondækket på Orlogsskibet Hummeren”

glæder sig til at præsentere foreningen under HUMMER-dagene, hvor ”Kanondækket” bidrager med årets tema: ”Kugler, kanoner og krudt”.

Foreningen har inviteret Sjællandske Musketergarde, Sjællandske Artillerie- og Feltcorps, Nyborg Fæstnings Saluteringslaug samt Humlebæk Havns Kanonerer, som vil stå for kanonsalutter ved Køge marinas nordlige havnebassin. Der bliver skudt med kanoner lørdag og søndag: kl. 10.00 12.00 og 14.00.

”Kanondækket” er sandsynligvis en af Køges mere larmende foreninger. Vi beklager på forhånd larmen og røgen, men kom og kig, det bliver flot!

Vi gør opmærksom på, at der under HUMMER-dagene ikke serveres hummer, men der kan smages på en dejlig frisk HUMMER-ØL!

Med forbehold for ændringer.

Yderligere oplysninger ved:

Formand for Orlogsskibet HUMMERENs Venner, Per Sørensen, mobil: 40 95 47 40 eller projektudvikler Christian Lemée, mobil: 28 49 11 16.

Program

Alle dage:

Skibstømrere hugger bjælker og spanter med økse.

Rebslager slår tovværk.

Billeskærer fremstiller udsmykning til skibet.

Snedker laver bordet til admiralens kahyt.

Rebslager slår tov til riggen.

Smedene laver værktøj, nagler og beslag.

Historisk og arkæologisk udstilling i det historiske telt.

Udstilling i ”kanonteltet”

Køge Maritime Modelbyggerlaug fremviser modellen af orlogsskibet FIDES.

Kanonsalutter kl. 10.00, 12.00 og 14.00

Obs: Det bliver en meget livlig weekend på Køge Marina: udover HUMMER-dagene afholdes der Havnens Dag lørdag den 18. juni og ”Stafet for livet” både lørdag 18. og søndag 19. juni.

Følg projekt HUMMEREN på www.hummeren.com og www.facebook/hummeren

Yderligere oplysninger om venneforeningen fås på www.hummerensvenner.dk

Nyheder

Hummerdage på Køge Havn 2015

Kontakt

Lars Nielsen 

Foreningen HUMMEREN

Køge Museum

Nørregade 4, 4600 Køge

 

Tlf: 31 34 03 20